Depression
Er du nedtrykt, oplever du mindre lyst og interesse for ting der tidligere optog dig, lider du af søvnløshed eller får du af og til tanker om død og selvmord? Virker alting bare som gråt leverpostej?
Måske har du fået en depression.
Når du sidder og læser dette, vil der i Danmark være ca. 125.000 mennesker ,der har tegn på moderat eller svær depression. Ca. 75.000 mennesker har tegn på let depression. Med omkring 200.000 der har tegn på depression, er du ikke alene. Depression er ikke noget du får fra den ene dag til den anden. Den kommer langsomt snigende, så du bliver vant til at være
- knap så glad
- mere træt
- mindre sulten
- mindre handlekraftig og beslutningstagende
Når man er i denne nedadgående spiral, er det svært at få øje på selv. Og får du endelig øje på det, skyder du måske tanken væk, eller du prøver at tage dig mere sammen. Det kan du bare ikke. Måske er depressionen netop kommet, fordi du har taget dig sammen alt for meget og alt for længe.
Ligesom med alt andet inden i dig, er det vigtigt, at du tager depressionen alvorligt. Jo længere den får lov at være der, jo dybere bliver den, og jo sværere bliver den at arbejde med.
Jeg kan være sammen med dig i din depression. Jeg kan rumme de mørke tanker, der tit følger med. De tanker som man sjældent kan tale med ens nære om, fordi de bliver bange og ikke ved hvad de skal gøre. Jeg vil følge dig igennem, og undervejs vil jeg hjælpe dig til at finde ud af, hvad dit “Gode Liv” er.