Så er datoerne lagt
Forløbet er gennemført og der er i øjeblikket ikke planlagt et nyt hold. Kontakt mig, hvis du er interesseret i et forløb, så kan det være, at der er base for et nyt hold.
Yoga mod stress
I forbindelse med min yogauddannelse har jeg haft et prøvekaninforløb, der hed Yoga mod Stress. Jeg havde tre deltagere på holdet, og de udtrykte alle stor tilfredshed med forløbet.
Derfor vil jeg gerne videreudvikle konceptet, og til det leder jeg efter fem deltagere m/k, der lyst til at arbejde med sin stress med en lidt anderledes tilgang.
Det foregår i Restaurant Gudenåens selskabslokale i Ulstrup
Hvorfor yoga mod stress?
Når man er stressramt, er kroppen hele tiden i alarmberedskab. Det kan give hjertebanken, hovedpine, søvnløshed, manglende overskud, rastløshed og flere andre ting. Det kan man klare i en periode, men til sidst bliver det for meget, og man er ikke længere i stand til at fokusere og have overblik.
Når du dyrker yoga, kan du mærke effekten på din krop og dit sind. Tankerne falder til ro, og det påvirker dit nervesystem, kredsløb, muskler og led. Der er også fokus på åndedrættet, så du lærer igen at trække vejret nede i maven i stedet for i den øverste del af brystkassen. Ved den dybe vejrtrækning får du aktiveret det nervesystem, der får kroppen ud af sit alarmberedskab.
De praktiske ting
Forløbet består af 10 undervisningsgange, der foregår torsdage kl. 14 – 16.
Den første gang er dog fra kl. 13.30-16.
Datoerne er følgende:
16, 23, 30 september
7, 14, 28 oktober
11, 18, 25 november
2 december
Fordi jeg er ved at udvikle konceptet, koster det kun 100 kr. pr. gang, dvs. 1000 kr. for hele forløbet, som betales ved opstart. Hvis du gerne vil se mig an og prøve en alm. Yogatime først, kan vi sagtens finde ud af det.
For at du kan få udbytte af Yoga mod Stress-forløbet, er det vigtigt, at du kan møde op i minimum 8 ud af de 10 sessioner.
Om dig
Du skal være ramt af stress. Om du lige har fået det konstateret eller om du synes, at du er ved at være igennem, er uden betydning. Det vigtige er, at du har mærket symptomerne i din krop og har oplevet følgerne af det.
Inden start sender jeg et skema, der handler om, hvordan du har det ift. din stress. Midtvejs i forløbet vil jeg bede dig om at udfylde et evalueringsskema, så jeg kan se, hvordan undervisningen er for dig, og om der er noget der skal rettes til. Når forløbet er slut, vil du ligeledes skulle udfylde et skema, hvor jeg spørger om, hvad du har fået ud af forløbet.
Forløbet
Jeg underviser i Hatha-yoga. Det består af klassiske yogastillinger, åndedrætsøvelser og meditation. I dette stressforløb kombinerer jeg yogaen med små terapeutiske inputs for at give dig en større opmærksomhed på både din krop og dit sind.
Jeg opretter en Facebookgruppe kun for stressholdet, og der vil hver uge komme en lille opgave eller en tanke du skal forholde dig til. Hver gang vi mødes, starter vi med en lille snak, og derefter laver vi yoga.
Formålet med yoga er at forene og skabe harmoni mellem krop og sind. Mange af os har en travl hverdag, hvor fokus på krop og sjæl bliver glemt. På den måde mister vi kontakten med os selv og dermed også fornemmelsen for, hvad der er vigtigt i vores liv.
Yoga giver dig mulighed for at få mere ro i dit sind og komme i balance, så du styrer dit liv i stedet for, at dit liv styrer dig.
Jeg har alt det udstyr, der skal bruges, så du skal bare komme og lægge dig på den klargjorte måtte. Det eneste du skal gøre, er at tage noget rart og afslappende tøj på, så sørger jeg for resten.
Jeg er klar over, at det kan være en udfordring at komme til yoga allerede kl. 14. Det, som stress bl.a. gør, er at vi ikke prioriterer os selv nok. Alle andre og alt andet kommer før os selv.
Her er der en god årsag til at prioritere dig, og når det kun er 10 gange, så er det også overskueligt.
Udtalelser fra tidligere deltagere
”På en eller anden vis har jeg fået mere selvværd, som gør, at jeg vil tænke mere på mig selv. Jeg har også lært, hvor vigtigt nærvær og dét at lytte er. Ikke blot til andre, men også til sig selv.” Bente
”Fået ro på, fået overblik over, hvad jeg skal gøre for at komme ud af min situation.” Anonym
”Jeg er meget mere i ro, sover meget bedre og længere. Har meget mindre smerter og kan bedre bevæge mig rundt”. Pia