Forældre til børn med diagnoser

Forældreskabet

Gennem samtaler kan jeg hjælpe jer til at se på jer selv og forældreskabet med åbne øjne. Det kan være nødvendigt, for at være forældre til et barn med diagnoser er hårdt arbejde.
Vi skal passe på barnet, vi skal passe på barnets søskende og vi skal passe på omgangskredsen. Man kan nemlig nemt “slå sig” på et barn med f.eks. ADHD eller autisme.

 Egentlig skal vi også passe på os selv, det er bare ikke altid nemt at finde overskud til. 

De gange der lige er et åndehul, og vi fornemmer den blå himmel mellem de tunge, grå skyer, bruger vi tiden på at få samlet op på den forløbne tid med skolelærerne, eller vi prøver endnu engang at komme igennem til kommunen. Vi forsøger at få den bedst mulige hjælp til vores barn, men det er som at slå i en dyne.

Igen og igen forsøger vi at forklare, at ADHD ikke er dårlig opdragelse, men en brist i barnets hjerne der gør, at det ikke kan kontrollere sig selv på samme måde, som de fleste andre børn kan.

Igen og igen forsøger vi at forklare, at barnet ikke er stædigt, men at rigiditet er noget som følger med autisme. 

Når velmenende mennesker fortæller om endnu en artikel de har læst, hvor der står, at der bliver brugt for meget medicin til børn og at det kan klares med kærlighed og nærvær, skal vi igen forsvare og forklare, hvorfor vi har valgt medicinen til. 

Vi kan som forældre hurtigt komme til at give for meget af os selv. Det er jo synd for vores barn. Det møder så meget modstand i verden, så hjemme skal barnet føle, at det er elsket.
Du kan stå i en situation, hvor konflikten ligger lige forude, men du er træt. Du magter ikke endnu et skænderi, så du går med barnet, men imod dig selv og det du ville have gjort på en god dag. 

Som par kan det også være svært. I er måske ikke altid enige om, hvilken vej I skal gå, hvilke grænser der skal sættes, og hvordan I sammen finder jeres vej. 

Når vi mennesker er pressede, kan vi have en tendens til at gå vores egen vej, simpelthen for at overleve. Når vi gør det i vores parforhold, kommer der afstand imellem os og vores partner, og det bliver stadigt vanskeligere at tale med hinanden om de svære ting. 

Resultatet bliver, at I bliver usikre på hinanden, og er der noget børn mærker, så er det usikkerhed. Det forplanter sig til en utryghed i barnet, som viser sig i flere grænsesøgninger, der giver flere konflikter som udmatter mere og afstanden bliver større og større. Det er en ond cirkel at komme i og svær at komme ud af.

Jeg kan hjælpe jer til at få øje på, hvor I gør det godt, hvor I kan gøre noget andet, og hvor/hvordan I kan passe bedre på jer selv.